Spurven sidder stum bag kvist

D A7 D G

Spurven sidder stum bag Kvist

A7 D såmænd, om ej det fyger!

A7 D G Kålgårdspilen piber trist

A7 D for Nordenblæstens Byger.

D Lul – lul! Rokken går

G D støt i Moders Stue,

G D og jo mere Vinden slår,

Em A7 D des mer får Arnen Lue.

2. Far har røgtet kvæget ind,

med halmen tættet karmen.

gnedet grisens blanke skind,

at den må holde varmen.

Lul – lul! rokken går!

Far mod stuen stiler,

mor en bugt på tråden slår,

ser op på far og smiler.

3. Mor kan næppe se sit spind

og næppe tråden mage;

hej, da bæres lyset ind

og stilles i sin stage.

Lul – lul! rokken går,

tenens rappe vinge

over fyrrebjælken sår

en skok af skyggeringe.

4. Far ta’r ned så tung en bog,

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved spændets krog

og lukker med et: Amen!

Lul – lul! rokken går,

ensomheden synger,

mulmet tæt om taget står,

og sneen går i dynger.

5. Her ved moders gamle rok

hun lærte mig at stave,

synge om “den hvide flok”

og “al hans nådegave”

Lul – lul! rokken står!

Men dens nyn og sange

vemodsfuldt mod hjertet går,

når kvældene bli’r lange.